Husk disse ting, når du skal ud at rejse

Der er mange ting at holde styr på, når man skal ud at rejse. Med de nedenstående tips forenkler du hele processen for dig selv, og gør at du bedre kan slappe af og nyde ferien.

Tjek udløbsdatoen på dit pas …

… så du ikke bliver afvist i lufthavnen. Et pas er en af de vigtigste ting til rejsen, men du kan risikere at blive afvist i lufthavnen, selvom udløbsdatoen ikke er nået endnu – i nogle lande skal man nemlig have et pas, der er gyldigt til minimum 6 måneder efter indrejsedato, før man må komme ind i landet.

Hæv valuta hjemmefra …

… for en sikkerheds skyld. Der findes hæveautomater i de fleste lande, men det er altid en god idé at have lidt kontanter med hjemmefra, eksempelvis hvis taxachaufføren, der kører dig fra lufthavnen til hotellet, ikke tager kort. Så er du også fri for at lede efter en hæveautomat som det første, når du lige er ankommet på ferien.

Hent praktiske apps til telefonen …

… som kan hjælpe dig på rejsen. For eksempel har rigtig mange flyselskaber lavet en app, som giver dig adgang til at checke ind online via telefonen, nemt og hurtigt. Det giver frihed og sparer tid i lufthavnen. Derudover findes der apps til at omregne valuta, finde vej, finde hotel- og restaurantanbefalinger og meget andet. Med smarte rejseapps kan du opleve mest muligt i det fremmede land og få endnu mere ud af ferien. Husk dog på, at det er forskelligt fra teleselskab til teleselskab, hvor mange GB data du har til rådighed i udlandet – hvis du overhovedet har nogen. For ikke at få en vildt dyr efterregning på internetforbrug, er det en god idé at tjekke dit abonnement igennem hjemmefra.